Repat fatamorgana
Det er (tilsyneladende) almindeligt kendt, at man som hjemvendt udlandsperson rammes af ensomhed, forvirring og nedtrykthed - de såkaldte Repat Blues. Ved et trylleslag, som rammer det øjeblik, man krydser den danske grænse, forsvinder alle mindre om, de mindste besværligheder og frustrationer ved at bo i udlandet, og tilbage er kun en kæmpe pink boble af minder om en fantastisk tid på eventyr med familen.
Repat Blues'ens fatamorgana, kalder jeg den, og den har tre faser (ja! jeg er betaget af processer..!)
Fase 1 Opfattelsen af, at alt det gamle sted, udelukkende var fantastisk, og fortrængning af de dele, der ikke var det..
Fase 2 Alt nemt og ligetil det nye sted tages rent for givet istedet for værdisat
Fase 3 Alt skal sammenlignes mellem det nye og erindringer fra eventyret. Eventyret vinder hver gang!
For denne Prosecco-dronning var det frustrationen over ikke rigtig at kunne forstå sproget, når en person snakkede til mig i toget, frustrationen over de manglende muligheder for at kombinere familie og arbejde som kvinde, og frustrationen over at være en sproglig sinke med et begrænset og unuanceret ordforråd - frustrationer, der havde fyldt noget, og som pludseligt blev reduceret til ubetydelige, uvigtige dele, som næsten ikke længere kunne graves frem af hukommelsens gemmer. Og uden disse elementer, er der jo bare skiweekender, ture til italien og varme eftermiddage ved søen tilbage...
Tilgengæld bliver alt det, der, hjemme igen, gør det nemt og enkelt at være til - bare fordi man forstår baggrunden, processerne og sproget - ligeså lynhurtigt skudt i baggrunden og taget forgivet. Det gik pludseligt op for mig, midt i min irritation over "windchillfactor" og skattetryk, at jeg havde glemt at se og sætte pris på, hvor nemt det er, at gå en tur i supermarked og finde skyr, hvor nemt det er at gennemskue, hvordan og hvor jeg får det to små O-seriebørn til tandlæge, hvor mega billigt jeg kan få miniOJ klippet (dog serverer de ikke Prosecco, hvilket klart tæller på minus-listen), hvor enkelt det er at tage en tur i Magasin, de mange lækre DK design, der findes og er adgang til!, muligheden for at køre ræs på motorvejen, hvor de ikke er kæmpe blitz kamera for hver 100m, fede butikker, kaffe på Adelgade, bøgeskoven, der springer ud, SUSHI!, jeg snakker med ALLE i toget, fordi jeg kan, Amazon-leverancer, NETTO, frostgrøntsager, blomsterbutikker, kanelsnegle, niholacykelture,....
Og alle disse ting er dejlige - ikke fordi det er bedre en det, man kan få i Schweiz, men fordi vi er her, og det er livsnydelse her. For hold da op, hvor kan man (ups .. JEG) da forblænde sig selv i mental de-gode-mod-de-onde - både ved udrejse, for der var da en hel del ting, vi kunne irriteres over i Schweiz vs. velkendte Danmark - og igen ved hjemrejse, hvor Schweiz så er blevet velkendt, og de fremmede, mærkelige processer er blevet lige så velkendte... Min Repat fatamorgana har fået fuld gear, når jeg stod i gummistøvler i Netto og IKKE kunne finde skyr med blåbær...!
Men der er ikke noget som et godt wake-up call. Og det fik jeg, da jeg i alt for kolde ballarinarer sad i Zurich i mandags, i øspøsregnvejr og 2 graders koldt vejr, i et tog, der var forsinket....
Jeg lærte for nyligt noget om, hvor lidt omstillingsbare, vi er som mennesker. Vi kan slet ikke rumme disse store skift, og derfor er den naturlige reaktion at holde fast i det vi kendte til sidst, og så omstiller vi os bare lidt efter lidt - mens vi måske samtidig prøver at omstille lidt på verden om os. Så måske har vi slet ikke the Blues - det er bare vores egen lille change agent, der nænsomt fører os gennem de mange følelser og skift mod den endelige forandring. Og måske er vores illusoriske version af virkeligeheden, som den var, vores repat fatamorgana, og et redskab til at hjælpe os til at holde fast i alle de positive og dejlige minder, så vi kan blive modtagelige over for en masse nye, på vores nye, hjemmelige eventyr!
Repat Blues'ens fatamorgana, kalder jeg den, og den har tre faser (ja! jeg er betaget af processer..!)
Fase 1 Opfattelsen af, at alt det gamle sted, udelukkende var fantastisk, og fortrængning af de dele, der ikke var det..
Fase 2 Alt nemt og ligetil det nye sted tages rent for givet istedet for værdisat
Fase 3 Alt skal sammenlignes mellem det nye og erindringer fra eventyret. Eventyret vinder hver gang!
For denne Prosecco-dronning var det frustrationen over ikke rigtig at kunne forstå sproget, når en person snakkede til mig i toget, frustrationen over de manglende muligheder for at kombinere familie og arbejde som kvinde, og frustrationen over at være en sproglig sinke med et begrænset og unuanceret ordforråd - frustrationer, der havde fyldt noget, og som pludseligt blev reduceret til ubetydelige, uvigtige dele, som næsten ikke længere kunne graves frem af hukommelsens gemmer. Og uden disse elementer, er der jo bare skiweekender, ture til italien og varme eftermiddage ved søen tilbage...
Tilgengæld bliver alt det, der, hjemme igen, gør det nemt og enkelt at være til - bare fordi man forstår baggrunden, processerne og sproget - ligeså lynhurtigt skudt i baggrunden og taget forgivet. Det gik pludseligt op for mig, midt i min irritation over "windchillfactor" og skattetryk, at jeg havde glemt at se og sætte pris på, hvor nemt det er, at gå en tur i supermarked og finde skyr, hvor nemt det er at gennemskue, hvordan og hvor jeg får det to små O-seriebørn til tandlæge, hvor mega billigt jeg kan få miniOJ klippet (dog serverer de ikke Prosecco, hvilket klart tæller på minus-listen), hvor enkelt det er at tage en tur i Magasin, de mange lækre DK design, der findes og er adgang til!, muligheden for at køre ræs på motorvejen, hvor de ikke er kæmpe blitz kamera for hver 100m, fede butikker, kaffe på Adelgade, bøgeskoven, der springer ud, SUSHI!, jeg snakker med ALLE i toget, fordi jeg kan, Amazon-leverancer, NETTO, frostgrøntsager, blomsterbutikker, kanelsnegle, niholacykelture,....
Og alle disse ting er dejlige - ikke fordi det er bedre en det, man kan få i Schweiz, men fordi vi er her, og det er livsnydelse her. For hold da op, hvor kan man (ups .. JEG) da forblænde sig selv i mental de-gode-mod-de-onde - både ved udrejse, for der var da en hel del ting, vi kunne irriteres over i Schweiz vs. velkendte Danmark - og igen ved hjemrejse, hvor Schweiz så er blevet velkendt, og de fremmede, mærkelige processer er blevet lige så velkendte... Min Repat fatamorgana har fået fuld gear, når jeg stod i gummistøvler i Netto og IKKE kunne finde skyr med blåbær...!
Men der er ikke noget som et godt wake-up call. Og det fik jeg, da jeg i alt for kolde ballarinarer sad i Zurich i mandags, i øspøsregnvejr og 2 graders koldt vejr, i et tog, der var forsinket....
Jeg lærte for nyligt noget om, hvor lidt omstillingsbare, vi er som mennesker. Vi kan slet ikke rumme disse store skift, og derfor er den naturlige reaktion at holde fast i det vi kendte til sidst, og så omstiller vi os bare lidt efter lidt - mens vi måske samtidig prøver at omstille lidt på verden om os. Så måske har vi slet ikke the Blues - det er bare vores egen lille change agent, der nænsomt fører os gennem de mange følelser og skift mod den endelige forandring. Og måske er vores illusoriske version af virkeligeheden, som den var, vores repat fatamorgana, og et redskab til at hjælpe os til at holde fast i alle de positive og dejlige minder, så vi kan blive modtagelige over for en masse nye, på vores nye, hjemmelige eventyr!
Kommentarer
Send en kommentar