Mit ghetto-liv
Jeg bor i ghettoen . Muligvis en form for luksusghetto, men ikke desto mindre en ghetto. In da Hood - som man måske ville sige, hvis man i stedet for leverpostejfarvet, hormonpåvirket garn gik rundt med en ordentlig afro-frisure. Indvandrerghettoen. Det lyder ikke så glamourøst eller specielt fabulous - med mindre man selvfølgeligt er Jennifer Lopez, og kan synge det. "...Da-da da-da-dadam rock, i'm just, i'm just Jenny from the Block". Da jeg var... (stor indre debat her om jeg skal skrive barn, ung, eller teenager. Hvad får mig til at lyde mindst momor-agtig..? ) yngre og boede hjemme skar jeg nogle gang genvej (ok, vejen var længere, men der boede nogle lækre drenge på den rute) igennem ghettoen i Nivå. Kontrasten var stor, når jeg passerede gennem denne anden verden på min lyserøde cykel, efter at have været på én af nordkystens havne og sejle kapsejlads med mine andre nordsjællandske, lyshårede, blåøjede, parcelhus-agtige venner. Ghettoen i Nivå var domineret