iHeartmyPlans

Kindkysset....Ak ja, er det bare mig, eller er det én stor akavet gryderet af kinder, læber, næser, briller og hænder...? Er det bare mig, der bliver ekstra akavet - og ofte ekstra famlende - ved denne form for fysiske kontakt og kropslige nærhed? Nu bor jeg jo i den sydlige region af Europa og jeg bevæger mig i expat-kredse, og i begge miljøer er kindkysset (desværre) den gængse hilseform. Jeg prøver at vænne mig til det. Men med baggrund fra Copenhagen Business School, mørke jakkesæt og projektledelse, gør denne form for fysisk nærhed mig stadig totalt usikker. Her hjælper min viden om CV og projektplaner mig ingen vegne. Og det er ikke bare denne "sæbeopera-begge-vores-ansigter-skal-passe-på-én-tvskærm-så-vi-skal-stå-virkeligt-tæt-når-vi-taler"-nærhed der gør mig utryg: Det er alle de akavede situationer, der opstår under selve kind-kysseagten. Hvad er standarden og comme il faut når det kommer til kysseri med folk man lige har mødt? Forventes det bare at man ved det

Nå, så troede man lige, man havde fået styr på sit billede af schweizeren. En lille tilbageholdt fyr med hovedinteresse indenfor ost, banking eller landbrug. Som aldrig er nøgen (jf. tidligere indlæg), og som holder meget på retten til sine private  p-pladser, som ingen andre må røre end ham. Og med hang til 80-agtig, asymmetrisk frisure med kort på den ene side og langt på den anden. Men så kom man da lige til Latin Dance i Wädenswil 1. maj og måtte chokeret ændre sin opfattelse... For det første bliver holdet ledt af en lillebitte, superenergisk latinamerikansk udgave af klokkeblomst (...og vist ikke Disney-versionen). (Der sidder sandsynligvis en schweizer derude et sted og godt ved, at han har scoret overordentligt over sit niveau og er virkeligt glad for at han er umådeligt sjov/klog/rig....) Nå men, her går de lokale all in på latino viben. De 70 m2 træningslokale er fyldt med kvinder i alle former og størrelser (de har sjovt nok alle sammen en D-skål(?)..jeg er i hvert fald